venstresida.net

Stalin er død, men Gud er ikke død
Har Rushdie ret? Er islamismen den ny totalitarisme?

»Selvfølgelig har han ret«.

- Kan vi så ikke berolige os med, at der i det mindste ikke er noget Kreml nu, ikke noget hovedkvarter? Er det ikke en fordel?

»Stalin er død, ja. Gud er ikke død. Partiet er skiftet ud med gud og Politbureauet med mullaherne«.

OGSÅ Herta Müller må undre sig over, at der efter nazismen, som hendes far betjente i SS, og kommunismen, der var den luft, hun åndede i Rumænien, skulle komme endnu en totalitaristisk trussel. Hun og hendes familie tilhørte det tyske mindretal i Rumænien, og sin barndom og ungdom tilbragte hun i Ceausescus diktatur, indtil hun slap til Vesttyskland. Det er snart 20 år siden. Alt sammen spøger det i hendes seneste essaybog på dansk: Kongen bukker og dræber.
- Imamernes henvendelser i de religiøse centre i Mellemøsten er blevet udlagt som en desperat reaktion på den ydmygelse, som det muslimske mindretal i Danmark i det hele taget er udsat for lige fra interneringsforholdene i asylcentrene til integrationsproblemerne i storbyerne. Muhammed-tegningerne var dråben, der fik bægeret til at flyde over, hedder det sig.»Det er en sammenblanding af to forskellige ting. Enhver umenneskelig behandling er selvsagt krænkende og smertelig. Men det overgår jo alle udsatte mennesker i den moderne verden. Ydmygende behandling fra det offentliges, fra Â’systemetsÂ’ side er ikke forbeholdt muslimer. Muslimerne har ingen særstilling her. Hvad hjalp det det muslimske mindretal i Holland, at man slagtede en filminstruktør? Hvad hjælper det menneskene i asylcentrene, at imamerne render til.

Og opinionens opgave i forhold til regimerne i Mellemøsten?

»Vi må være realistiske. Kan du ikke huske, hvordan folk i gamle dage årti for årti lyttede til små tegn på forandringer til det bedre i Østeuropa; så var der tegn i sol og måne hist, og så var der tøbrud pist, altså vistnok. Og folks tålmodighed var uendelig, og - ikke en klap skete der. Præcis på samme måde er det f.eks. med Iran i dag. Lige siden ayatollah Khomeinis død har folk klappet i deres små hænder, når der lød lidt liberaliseringsretorik, som alligevel ikke førte til noget. Og pessimistiske dissidenter blev kaldt for dommedagsprædikanter. Iranerne er stadig ofre for en stat i staten, præsternes stat. Vi kaldte det nomenklatura dengang under kommunismen. Og ovenikøbet taget som gidsler i den patriotiske atomkampagne. Lad os ikke gentage fortidens fejltagelser.