venstresida.net

I midten af 70erne var store deleaf de danske universiteter domineret af den marxistiske 68-bevægelse.

Man havde forkastet de vestlige objektive akademiske traditioner til fordel for en doktrinær marxistisk ideologi.

Dette foregik mest åbenlyst på RUC, hvor alle projekter, store opgaver og specialer skulle bygge på en dialektisk materialistisk analyse. Studerende og universitetsansatte, der ikke ville følge den ideologiske linie, blev mobbet ud på en måde, der gav mindelser om den kinesiske kulturrevolution – nok en af de mest civilisationsfjendske bevægelser i moderne tid. I dag ved vi, at det tog kineserne mere end 25 år at genvinde den viden, det intellektuelle håndværk, som er forudsætningen for velstanden i et moderne industrielt samfund.

Gymnasiereformen fra 2005 har det kulturrevolutionære træk, at man har sat ideologiske mål over faglige mål. Af samme grund har mange lærere har valgt at forlade gymnasiet. De føler sig simpelthen krænkede i deres akademiske integritet, efter at det er gået op for dem, hvad undervisningen indebærer efter 2005.

Fra midten af 80erne var den marxistiske retorik stort set forsvundet, men i begyndelsen af 90erne voksede der en ny pædagogisk bevægelse ud af den marxistiske 68-bevægelse på RUC.

Hvis man ikke har oplevet udviklingen fra 60erne, kan det måske være svært at følge med. RUC, som i 70erne ønskede privatkapitalismen likvideret, blev i 90erne slyngveninde med dansk erhvervsliv. Forskning for folket blev behændigt forvandlet til kontraktarbejde for erhvervslivet. Revolutionær bevidsthed var blevet til projekt- og gruppearbejde. Socialismen blev helt droppet, men viljen til at overtage undervisningssystemet forblev intakt.

Den gradvise underminering af de akademiske traditioner i gymnasieskolen begyndte allerede for nogle humanistiske fag i 70erne. 1988 betød et markant skred for de naturvidenskabelige fag. Matematik og fysik var ikke længere akademiske discipliner, men redskaber i samfundets materielle udvikling, som ideologien nu var dengang.

Med 2005 reformen har man imidlertid fuldstændig bundet den gymnasiale uddannelse op på en pædagogisk ideologi med totalitære tendenser.

Gymnasiereformen baserer sig ret entydigt på den schweiziske psykolog Piagets teorier fra 1920rne om indlæring hos børn fra 5–12 år. Som noget centralt, så mener han, at den indbyggede nysgerrighed, som børn er i besiddelse af med henblik på at forstå deres omverden, bliver dræbt ved at sætte dem på skolebænke og lære dem tre sider ad gangen.

Efter etableringen af internettet på alle skoler, har reformpædagogerne antagelig set en ny mulighed for at genudvikle den naturlige nysgerrighed for selv at opsøge viden. Hvor smuk denne idé end kan tage sig ud set fra kanten af skrivebordet, så er det rystende naivt. Det er kun beskåret en promille af de allermest begavede 15–19-årige, systematisk at tilegne sig akademisk viden af egen drift.

Psykologi er som bekendt ikke en eksakt videnskab, og et forsøg har det med at blive en succes, hvis man lytter til dens forkyndere. Dette har også været tilfældet med gymnasiereformen. En gruppe af reformens ideologer har fået bevilget komfortabelt store beløb til et »forskningsprojekt«, der skal følge reformen op, og der er næsten ingen ende på begejstringen. Resultaterne af undersøgelserne er formuleret i reformpædagogernes absurde indforståede sprogbrug, hvor der skrives om læringsstrategier, kompetencer, synergi, innovation, kreativitet, spændingsfelter mellem forskellige ledelsesformer, teams, operationalisering af studieplaner osv.

Det helt konkrete, hvorvidt eleverne faktisk lærer noget, er skruet op i et så abstrakt leje, at ingen reformpædagoger kan svare på det uden at tale sort i flere minutter.

Dansk Institut for Gymnasiepædagogik overtog den pædagogiske uddannelse af lærerkandidaterne i slutningen af 90erne. Efter dette er den teoretiske del af pædagogikum underlagt en indoktrinering, der næppe står tilbage for den marxistiske indoktrinering på RUC i 70erne. Der er kun én pædagogisk ideologi – nemlig den rigtige. Afvigere fra den pædagogiske linie bliver skudt ned til eksamen. Denne forkastelse af akademisk tolerance og objektivitet til fordel for ideologisk ensretning, opfatter jeg som et kulturrevolutionært træk. Noget der er blevet yderligere accentueret, med proklamationen, at de nye lærerkandidater skulle ud på gymnasierne og »genopdrage« de erfarne lærere til de nye tider.

Blandt lærere, der har undervist før 1988, mener op imod 100 pct., at gymnasiereformen fra 2005 simpelthen er forrykt. Det faglige udbytte af uddannelsen er ofret på alteret for en aggressiv pædagogisk ideologi.